Af Liva S. Grøn og Thea A. Dyrhauge “Det er inspirerede at se hvordan kvinder og børn kæmper for at få et bedre liv.”
vi har været ud og interviewe Anne-Mette som har været frivillig i Ecuador og Tanzania.
“første gang jeg var ude som frivillig”, siger Anne-Mette Bang Petersen som er frivillig inden for Global Contact, “det var i 2016 hvor jeg var i Tanzania.”
Hun har været frivillig to gange, hun har også været i Ecuador.
Tingene fungerer bare på en anden måde dernede end de gør heroppe.
Det er nogen helt andre kulturer vi har og måder at være på og sådan er det jo bare.
“Både i Ecuador og i Tanzania er de utrolig kristne. På det her kvindehjem som jeg arbejdede på var de så kristne at de troede på at man kunne være besat af djævlen og dæmoner, og at der var den form for ondskab.”
Der var en af de små piger der boede på hjemmet som havde epilepsi, men de var sikre på at når hun havde et af hendes anfald, at det var en dæmon der havde besat hende, og prøvede at bryde ud og overtage hendes krop.
“Jeg oplevede et par gange at hun fik de der anfald, så stod de andre
kvinder og messede på swahili for at prøve at få
den der dæmon til at forsvinde.”
Der var et tidspunkt to søskende der kom til kvindehjemmet, og hele deres familie var døde, på grund af sygdomme, bortset fra dem og så den enes lille søn på 10 måneder.
De andre på kvindehjemmet troede at det var en dæmon der prøvede på at dræbe dem og hele deres familie.
“En dag besvimede en af dem og den anden søster gik helt amok. Hun begyndte at skrige, råbe og bide. De andre kvinder prøvede at fordrive den dæmon som de troede var i gang med at dræbe hende. Imens så sad jeg og prøvede at tage mig af den lille baby.”
“Det var en meget ubehagelig oplevelse”, siger Anne-Mette og ryster lidt på hovedet.
Den næste dag tog Anne-Mette hen på arbejde igen og sad og trøstede hende der var besvimet dagen før, “selvom jeg ikke kunne snakke særlig godt swahili og hun ikke kunne snakke særlig godt engelsk, så var det alt hun lige have brug for lige der.”
“Når man er frivillig i så lang tid som jeg var det så er det svært at nå at hjælpe mega meget”, forklarer Anne-Mette, “man hjælper måske to eller tre personer, men os frivillige er jo ikke os frivillige som redde hele verden.
Man når aldrig helt op hvor man virkelig rykker noget, det kan man ikke som frivillig.
Men man rykker noget for nogle enkle.
“Der hvor jeg arbejdede er der mange seje kvinder. Der er nogen der har været protustierede, seksuelt misbrugt eller blevet gravid som 14 årig. De er bare blevet efterladt ude på gaderne, for mændende det er vejen frem. Det er sådan det er nede i de to lande jeg har været. Så kommer de til kvindehjemmet og fået det bedre.”
“Engang i Tanzania mødte jeg en pige, som niårig havde hun mistet sine forældre, så hun var flyttet hjem til sin mormor. Men da pigen var tolv døde mormoren. Så hun blev tvunget ud på gaden hvor hun var nødt til at begynde i prostitution for at få penge til mad. Gennem det begyndte hun at tage stoffer og så brugte hun pengene på det i stedet.”
Så fandt kvindehjemmet hende, de hjalp hende, de fik hende i skole.
Hun ville gerne læse til jura.
Hun ville gerne vise kvinder, hvis hun kunne så kan de os.
Hun ville gerne hjælpe andre, som har været elle er i samme båd som hende.
“Jeg synes hun er mega sej, at komme fra stort set ingen ting, og så gerne ville bruge sin stemme for at hjælpe andre.
Mega inspirerende!”
Der var et søskende par, “den ene var syg, så jeg skulle følge hende hjem og den anden skulle følges i skole” fortæller Anne-Mette.
Pigerne var plaget af lus, den ene havde fået klippet sit hår af, på grund af de ikke kunne komme af med dem.
“Da vi kom til deres hjem, insisterede pigerne på at jeg skulle med ind” Anne-Mette følte at det var grænseoverskridende, men hun gjorde det.
“Da man trådte ind i huset, blev man mødt af en stank af mug.”
Indenfor var der en lille gang, “til den ene side var der rod, rod og rod og på den anden side var der lidt mere rod.”
I huset var der kun to senge, så de måtte havde ligget oven på skraldet.
Huset var meget lille, på en af de to senge der var, sad deres mor.
“De havde også et lille køkken der var fyldt med rod” familien havde 3 små hunde hvalpe, der lå i en flamingo kasse.
“Den ene søster fortalte mig at de boede syv inde i huset, det var lige fra søskende til onkler langt ude i familien.”
Det var virkelig noget helt andet, der fik man virkelig set noget, det var virkelig den fattige del af byen. Folk boede i skure og container, det var virkelig fattigdom.
“selvom der var nogen knap så gode oplevelser var det mega mega fedt. Jeg har lært vildt meget om kultur og sprog. De fleste folk man møder er så hjerte varme og imødekommende. Det var skønt.”
Selvom man kun hjælper et par stykker, gør det stadig en forskel. Hvis alle hjælper en lille smule vil det hjælpe meget i det store billede.